D-Noc Photography

Glæden ved at give

For et par uger siden blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at tage nogle bryllupsbilleder, ved en af min kones kollegaers vielse.

Til at begynde med var jeg ikke super tændt på ideen. Tænk nu hvis noget gik galt? Tænk nu hvis der ikke var et eneste billede der duede? Tænk nu hvis de ikke kunne lide min stil? Tænk nu hvis....

I virkeligheden handlede det mere om min egen usikkerhed. Min egen frygt for at fejle, for at folk kunne se at jeg slet ikke var noget særligt med et kamera.

Jeg besluttede mig for at acceptere udfordringen, og beroligede mig selv ved at minde mig om at opgaven var ulønnet, så der var ingen pligt til at levere professionelle billeder... Og jeg trods alt næsten altid har et eller andet med hjem på SD kortet der kan bruges... Og selv mine dårlige billeder plejer trods alt at være en del bedre end det de fleste andre fanger med deres mobiltelefoners kamera.

Forrige weekend var det så alvor. Jeg var forbavsende rolig og sikker. Vejret var perfekt, grejet pudset og klart.

Planen var at tage billeder af brudeparret når de kom ud fra vielsen, og så derefter overraske dem med en hurtig fotoseance i en nærliggende park. Brudeparret var helt med på løjerne og fulgte mine anvisninger, og til min store lettelse var der rigtig mange gode billeder i kassen da jeg kom hjem.

Billederne blev efterbehandlet og uploadet til print og senere sat i et flot fotoalbum som blev givet som gave til brudeparret.

Jeg flyttede ved mine grænser og gjorde noget jeg var usikker på. Jeg blev udfordret på både kreativitet og evner og jeg blev endnu en erfaring rigere.

Det bedste ved det hele? Min kone fortalte hvor rørt bruden blev da hun fik overdraget fotoalbummet og så de flotte billeder fra en stor dag. At kunne give andre en så stor gave er da fantastisk.

Copyright © 2017 - Design by FS