D-Noc Photography

Om succes og frihed

For nyligt var jeg i den heldige situation at jeg fik solgt et par af mine billeder i plakatstørrelse. Det er fantastisk at se sine billeder i stor, fysisk udgave. Samtidigt er det også smigrende og giver et selvtillidsboost, når der er nogen der gerne vil betale for at få et print af ens billeder.

I første omgang gav det blod på tanden. Måske kunne jeg få en fornuftig biindtægt ved at sælge prints?

Jeg legede med tanken i et par dage. Det er ikke første gang jeg har haft tanken, eller første gang at folk har vist interesse for at have mine billeder hængende på væggen.

Det blev hurtigt til en indre kamp mellem ønsket om succes og ønsket om frihed. På den ene side er det at kunne sælge sine billeder jo mere end noget andet et udtryk for at man har evner og skiller sig ud. På den anden side vil man hurtigt ende i et af følgende scenarier:

- Man holder op med at tage billeder af det man selv synes er fedt, og begynder i stedet at tage billeder af det man ved sælger.

- Man begynder at tage imod opgaver fra kunder, og bliver nødt til at tage billeder af de ting DE synes er fede.

For mig var det et stort problem. Jeg er softwareudvikler. Jeg er god til det. Jeg kan rigtigt godt lide det. Jeg har et godt og spændende job og får en fornuftig betaling for det arbejde jeg udfører. Men den karriere har haft konsekvenser. Jeg er nødt til at kode det som min arbejdsgiver har brug for at jeg koder. Jeg sidder ikke længere og hyggekoder om aftenen. Når jeg har fri gider jeg ikke kode mere, jeg vil lave noget andet. Noget hvor jeg selv bestemmer, og som er noget andet end det jeg laver når jeg er på arbejde.

Der kommer fotografering ind i billedet. Jeg er uafhængig. Jeg er fri. Jeg bestemmer selv hvad jeg vil tage billeder af, eller om jeg overhovedet gider tage billeder den dag.

Jeg har ikke lyst til at lave min hobby om til et bijob. Hvorfor skulle jeg?

Naturligvis er tanken om at være selvstændig og fri besnærende, men jeg føler mig overbevist om at den frihed og selvstændighed langt hen ad vejen er en illusion. For vil man have succes som selvstændig er det hårdt arbejde, både som fotograf og udvikler.

Jeg har ikke lyst til at sætte min karriere som udvikler på hold. Hvorfor skulle jeg?

Naturligvis sætter mit job nogle begrænsninger for hvornår jeg kan tage billeder, men det er nu engang prisen. Jeg har indtil videre altid fundet tid nok til det alligevel.

Jeg tror også det er vigtigt at man har et frirum. Mit job kan godt være krævende, og så er det rart at kunne koble af med noget man synes er interessant. Og efter en lang uge som logisk tænkende, hårdtarbejdende udvikler er det rart at kunne slippe sin indre historietæller og billedkunstner frem.

Copyright © 2017 - Design by FS