D-Noc Photography

The Lo-Fi collection vol. 1

En gang for flere år siden eksperimenterede jeg med at bruge min smartphone til at tage billeder af byscener, udelukkende i sort/hvid. (Se mere her).

Idéen døde hurtigt ud, for jeg ville hellere fokusere på at blive bedre til at bruge mit dengang nye EOS 1000D. Set i bakspejlet en fornuftig disposition, men det betød desværre at eksperimentet døde ud efter kun fire billeder.

I virkeligheden døde det nok ikke helt, for som så mange andre mennesker har jeg altid min smartphone med mig, og derfor er det også tit det kamera jeg lige har ved hånden. Som regel bruger jeg det til at tage billeder af familielivet, i hverdagen, når jeg ikke lige er forberedt på at hive det store isenkram frem, men det hænder også at jeg bruger min smartphone (en Sony Xperia Z3 for øvrigt) til at tage "billednoter", hvis jeg falder over noget interessant som jeg gerne vil vende tilbage til senere, med et "ordentligt" kamera.

Jeg bruger ordet ordentligt i gåseøjne, for i virkeligheden er kameraet i en smartphone jo ordentligt. Det tager fremragende billeder, ihvertfald så længe der er lys nok, og det er nemt og bekvemt.

Med tiden er det blevet til en del billeder, og mange er blevet kasseret undervejs, men jeg endte alligevel med en håndfuld billeder som jeg ret godt kunne lide, men som jeg ikke følte passede ind i min normale projekt 52 struktur. (projekt 52 går ud på at man en gang om ugen poster ens bedste billede, og gentager det uge efter uge i et år, hvilket jo er 52 uger)

Jeg har derfor lavet en separat side til disse billeder, og samlet dem i en samling, som jeg har givet navnet "The Lo-Fi Collection", fordi billederne er lidt mere, ja, Lo-Fi agtige, med støj, farver der er lidt skæve, ind i mellem er linsen snasket til af et fingeraftryk og den slags.

Indtil videre er den første samling "Vol 1: impressions" klar, og kan ses her. Næste samling er jeg begyndt på, men mangler endnu lidt billeder til det tema der går igen der, før den kommer på.

Copyright © 2017 - Design by FS