D-Noc Photography

Er frihed og uafhængighed en illusion?

Dette indlæg er lidt anderledes end dem jeg plejer at skrive. Det handler nemlig overhovedet ikke om kameraer, objektiver eller fotografering i det hele taget.

Det handler om et paradoks i mit liv, som jeg garanteret ikke står alene med.

Jeg har tidligere på denne blog advokeret for at forsimple, og selv om det i de fleste tilfælde har været med fokus på kameragrej og den slags, så er det naturligvis ikke det eneste sted jeg "destillerer" mine ejendele.

Faktisk har jeg over de sidste par år skiller mig af med rigtigt mange genstande som jeg sjældent eller aldrig brugte. Ind i mellem er der endda gået sport i at tynde ud i indholdet i skabe og skuffer. 

En sådan tankegang fylder hurtigt meget i ens liv, og jeg har opdaget at principperne også er fulgt med mig på mit arbejde, og i måden jeg arbejder. Og det er jo godt, for hele idéen er jo netop at man ved at skære ind til benet, og kun har det allermest nødvendige kan leve et mere uafhængigt og frit liv, da man så ikke bruger tid på at tjene penge til at købe ting som i sidste ende er med til at holde dig nede.

Her i weekenden havde jeg en oplevelse, der gjorde mig opmærksom på hvor stor en illusion min uafhængighed var. Jeg var i Bilka i Aalborg Storcenter for at købe ind, og havde i forvejen skrevet en indkøbsliste på min Smartphone. Da jeg var færdig med at betale gik jeg ud til bilen, smed varerne i bilen og satte mig ind. Så opdagede jeg til min store panik, at telefonen var væk.

Første tanke var naturligvis at den nok var røget ud af min lomme, men nej. Den var heller ikke endt blandt varerne bag i bilen. Så måtte jeg følge mine egne spor baglæns, til det sidste sted jeg kunne huske at jeg havde haft telefonen fremme, stadig uden at finde den. Personalet i Bilka havde ikke fundet den, og når man tager antallet af kunder i betragtning, virkede det totalt uoverskueligt at finde den igen.

Der var ikke andet at gøre end at tage hjem og så ringe til teleselskabet, for at få telefonen spærret.

Det var omkring på dette tidspunkt at det gik op for mig, hvor afhængig jeg er af min smartphone. Den er min telefon, mit vækkeur, min musikafspiller, min webbrowser, når det skal gå stærkt, mit "altid-med-mig-kamera", e-mail klient, kalender, navigationsenhed og meget mere. Pludselig var alt borte. Ikke borte forstået på den måde at jeg havde mistet en masse ting, det meste er jo heldigvis synkroniseret med en cloudbaseret tjeneste, men borte som i "ikke ved hånden".

Det gik op for mig at en stor del af min uafhængighed var en illusion. Jeg havde i virkeligheden blot erstattet en masse fysiske genstande med en masse virtuelle genstande samlet i en enkelt fysisk genstand.

Det strider på en eller anden måde imod alle mine principper at være så afhængig af en død ting, men omvendt strider det imod alle mine principper at undvære de bekvemmeligheder en smartphone tilbyder.

Resten af dagen følte jeg mig sådan lidt utilpas, jeg følte mig isoleret og som om jeg manglede noget som jeg ikke burde mangle. Om aftenen tog jeg en ekstra tur forbi Bilkas information, for lige at høre om der var nogen der havde indleveret en telefon.

Så skete miraklet. Sørme om ikke min smartphone var fundet, og endda totalt uskadt. Jublende kunne jeg takke personalet og tage hjem for at få teleselskabet til at låse telefonen op igen.

Nu var alt igen som det skulle være...

...bortset fra at jeg stadig har den der nagende fornemmelse af at det altså ikke er meningen at man skal være så afhængig af en genstand. Nu er spørgsmålet så om jeg bare skal acceptere at det er sådan tingene er, eller om jeg skal finde ud af hvordan jeg skal bære mig af med at være afhængig af min "personlige assistent".

 Er der overhovedet mere frihed forbundet med at have en smartphone, eller vil man blive mere tynget af at have en masse ejendele, i stedet for et enkelt apparat?

Copyright © 2017 - Design by FS