D-Noc Photography

Om at poste for meget..

Gadefotografen Eric Kim har skrevet et blogindlæg på sin blog, som virkeligt har ramt mig.

Han beskriver hvordan han føler sig afhængig af at folk Liker hans billeder på diverse sociale medier. Jeg kan totalt se mig selv i det, og har endda tidligere blogget om præcis dette emne.

Eric Kim konkluderer at når alt kommer til alt, så er folk fuldstændigt ligeglade med dine billeder. De er kun interesseret i deres egne billeder, og i selv at blive bedre.

Det satte nogle tanker i gang hos mig. For jeg synes faktisk tingene er lidt komplekse:

For det første vil jeg gerne dele mine billeder med andre. Det betyder så at jeg skal have en eller flere medier at dele på. Bloggen her er jo oplagt, men langt hen ad vejen er den en ret tam affære med hensyn til besøgende. Der er simpelthen ikke nok der er opmærksomme på, eller interesserede nok i indholdet.

Det betyder så at jeg er nødt til at udvide med flere medier.

Flickr er oplagt. Sitet er for fotografer, er ret populært og der er rige muligheder for at finde et publikum. Men det er svært at bruge sitet som et springbræt til at lede folk ind på dette site. 

Det kan man så til gengæld nemmere gøre på f.eks. Google+ eller Facebook. Men så er vi jo tilbage ved det oprindelige problem, nemlig at man bliver afhængig af at folk liker ens billeder...

For det andet er der det at jeg nok ikke helt ved hvad det er jeg vil med mine billeder. Jeg ved at jeg ikke ønsker at være professionel. Jeg har ikke rigtigt lyst til at det skal være penge der driver mig. Kunne jeg ind imellem finde nogen der ville give en skilling for at få et af mine billeder til at hænge i deres stuer ville det bestemt være fedt, men hvordan får man kontakt til sådanne folk?

Umiddelbart sidder jeg med flere spørgsmål end svar, men måske skulle jeg smide nogle af mine afhængigheder, og så prøve at minimere antal steder jeg deler mine billeder?

Copyright © 2017 - Design by FS