D-Noc Photography

Skærmkalibrering

Jeg har vist altid brugt en stor del af mine vågne timer med at kigge på en skærm. Det gør man når man er softwareudvikler. Det har også gjort at jeg har udviklet en vane med altid at skrue ned for brightness på skærmen, så lyset ikke er for hårdt ved øjnene. ligeledes forsøger jeg at få farven hvid på skærmen til at matche nogenlunde med den farve et hvidt stykke papir der ligger på bordet foran skærmen, og som bliver belyst af den lokale lyskilde (sollys/lysstofrør/skrivebordslampe o.l.) Det gør at øjnene slapper mere af, og man får ikke så hurtigt trætte øjne.
Desværre er det ikke en specielt god måde at indstille sin skærm, hvis man gerne vil arbejde med billeder. Man oplever tit at et billede der ser fantastisk ud på ens egen skærm ser frygteligt ud på andre skærme.

Heldigvis kan man kalibrere sig ud af den situation. Jeg har i lang tid brugt lagom.nl til at justere min Samsung Syncmaster BW 2443 skærm med. Siden har givet mig gode anvisninger i hvordan jeg skal justere skærmen, og ikke mindst hvilke begrænsninger man skal være opmærksom på. Efter et par timers justering har jeg faktisk opnået rigtigt gode indstillinger på skærmen, og brugte den stort set altid når jeg arbejdede med billeder, og har aldrig haft behov for skærmkalibreringshardware.

Men så købte jeg en fin ny Acer i7 laptop her i foråret, og tanken var så at den indbyggede skærm skulle bruges til de fleste billeder, da der oftest ikke er ret meget der skal justeres i de mere snapshot-agtige billeder.

Desværre var skærmen i min ny laptop noget af et problembarn. Jeg brugte MANGE timer på at prøve at få et acceptabelt kalibreringsresultat ud af testbillederne på lagom.nl, men uden det helt store result som jeg havde fået fra min Samsung skærm.

Til sidst fik jeg nok, bed i det sure æble og kastede 1300,- efter en Datacolor Spyder Pro 4.

Det er sådan en muse-lignende fidus man sætter i USB porten, installerer et stykke software og dernæst placerer på skærmen, på den anviste plads. Herefter bruger Spyder'en 5-10 minutter på at vise forskellige farver på skærmen, og måle hvilken farve spyder'en opfanger.
Når den engang bliver færdig laver den en ICC profil for skærmen, således at farver på skærmen bliver præsenteret præcis som de ser ud i virkeligheden, for eksempel hvis man vil have fysiske print af sine billeder.

Efter kalibreringen blev jeg overrasket over hvor flotte farver jeg fik på skærmen, men også over hvor anderledes de så ud, i forhold til det resultat jeg selv havde justeret mig frem til.
Softwaren giver også mulighed for at sammenligne farvegengivelsen med sRGB standarden, og her fandt jeg noget af grunden til at jeg døjede med at få de rigtige resultater på min laptops skærm.

 

Farve gengivelsen repræsenteres som en farveskala, med en trekant der viser farvegengivelsen i sRGB standarden. Her indeni vil være endnu en trekant, der repræsenterer de farver ens skærm er i stand til at gengive korrekt, sammen med en procentsats, der naturligvis skal være så høj som muligt.

For min Samusng skærm er gengivelsen målt til 97% af sRGB standarden, hvilket vil sige at jeg med stor nøjagtighed vil kunne holde farver på fremkaldte billeder op mod farverne på skærmen.

Langt værre så det ud for min laptops indbyggede skærm: 78% kunne jeg presse den op på, efter flere forskellige justeringer. Det er ikke helt optimalt, men i praksis giver det nu et nogenlunde fornuftigt indtryk af hvordan det endelige billede kommer til at se ud.

Når man ikke bruger sin Spyder kan man placere den i sin cradle, hvorfra den så måler det aktuelt tilgængelige lys i lokalet. Det er så meningen at man for hvert af de lysniveauer Spyderen kan måle skal lave en ICC profil, således at softwaren automatisk kan skifte profil alt efter hvordan lyset i rummet er.
Det har jeg dog valgt at springe over, da det virker som overkill, og lyset jeg sidder i er stort set altid det samme.

Alt i alt er jeg rigtigt godt tilfreds med resultatet af kalibreringsværktøjet, og jeg føler mig nu mere tryg ved de justeringer jeg laver i Paint Shop Pro X4 eller lignende.
 

 

Copyright © 2017 - Design by FS