D-Noc Photography

Karabinhagen

Snap hooked!

I denne uge har jeg valgt et billede med et meget simpelt motiv. En karabinhage på min datters gyngestativ. Fordi motivet er så simpelt er der ikke så meget til at distrahere øjet.

Jeg har konverteret til sort/hvid i Topaz Black & White Effects. For at få det helt rigtige udtryk i billedet har jeg valgt en forholdsvis svag detaljegrad på hele motivet, for så efterfølgende at trække detaljerne frem i karabinhagen, bolten, møtrikken og beslaget.

Jeg var længe i tvivl om hvorvidt jeg skulle ende med et farve eller sort/hvid billede. Himlen havde en rigtigt flot blå farve og de rustne dele havde et meget flot farve også, men efter et stykke tid stod det klart for mig at billedet simpelthen fungerede bedst i sort/hvid.

Billedet er taget med mit 18-55mm objektiv.

 

Instant Upload i Google+

For nylig var jeg ude med riven efter Google og Google+.

Som jeg nævnte der er jeg trods alt stor fan af Googles produkter, og jeg faldt for nylig over en feature som jeg er meget begejstret for.

Min Samsung Galaxy SII blev opdateret med Android 4.0 (Ice Cream Sandwich) og i den forbindelse fik jeg Google+ app'en pushed ud på telefonen. Jeg har aldrig før brugt Google+ på min smartphone, så derfor har jeg ikke fundet denne feature før.

I indstillingerne kan man slå instant upload til, hvilket gør at billeder og videoer man tager på telefonen automatisk uploades til et privat galleri på Google+/PiacasaWeb. Det er rigtigt smart! Nu behøver jeg ikke døje med at sætte kabel i min telefon for at overføre billeder, eller bruge Kies Air til at få webadgang til min smartphone.

Nu gror træerne jo som bekendt ikke ind i himlen, og selv om Google har givet mulighed for at angive hvilken netværksforbindelse der skal være tilgængelig for henholdsvis foto og video (WIFI eller mobilt netværk), har de glemt at give mulighed for kun at uploade fotos. Jeg er ikke interesseret i at uploade videoer til picasa, jeg vil kun have mine billeder flyttet!
Ligeledes er der er problem, der dog mest af alt er et problem i Picasa: når man uploader en video bliver den pakket i en Youtube player, og der er ingen mulighed for at downloade videoen igen.

Når disse små detaljer er løst tror jeg Google står med et rigtigt godt og helstøbt produkt.

Den gamle elinstallation

The old power switch

I det samme område hvor dette billede er taget, fandt jeg disse ældgamle elinstallationer. Guderne må vide hvor gammel den omskifter med kraftudtag er. Rust og spindelsvæv indikerer ihvertfald at det er MANGE år siden den sidst har været i brug.

Billedet er taget med mit 18-55mm objektiv, sat på ~32mm, for at få en brændvidde på omtrent 50mm fullframe.

For at fremhæve det rustikke look er billedet efterbehandlet i Paint Shop Pro X4 og Nik Color EFX, for at give det et C04 cross processed look.

 

 

Gammelt industri

Abandoned industry

Jeg var ude på en lille gåtur og faldt over et gammelt industriområde. Porten stod åben så jeg listede mig ind og fik mulighed for at tage en serie billeder fra et MEGET forfaldent område. Visse steder var der dynger af redbull dåser og tomme vodkaflasker, som godt kunne tyde på at jeg ikke var den første "besøgende" i området.

Billedet er taget med mit 18-55mm objektiv, og jeg har forsøgt at ramme de "normale" 50mm, hvilket vil sige ~31-32mm på et crop-camera som mit.

Sort/hvid konverteringen er lavet i Topaz Black & White Effects og PaintShop Pro X4.

Tukaner

Denne uges billede er rent faktisk genbrug af et billede jeg tog sidste sommer i tropehuset i Aalborg Zoo, hvor en doven tukan sad i et træ og holdt øje med gæsterne.

Den gang spekulerede jeg i om der skulle laves en sort/hvid udgave også, og jeg gik da også igang med at lave denne udgave. Den nåede bare aldrig rigtigt videre, ihvertfald ikke før nu:

Toucan revisited

 Billedet er konverteret til sort-hvid i Topaz Black & White Effects, et fantastisk plugin som jeg ikke kan undvære.

En gang i nærmeste fremtid vil jeg se om ikke jeg kan komme med en lille gennemgang af programmet og hvordan jeg bruger det.

Til dette billede har jeg stort set kun konverteret til sort/hvid, justeret farvefølsomhed og tilføjet en vignette i stedet for den sorte ramme. Ellers er der stort set tale om samme billede som herunder:

Toucan

Billederne er taget med mit 55-250mm objektiv, og i mangel af bedre, med den indbyggede flash.

Copyright © 2017 - Design by FS